KpK logo

Kunsten på Kroppen
The art of tattooing

Photos of tattoos,
and presentation of:
Erik Reime 

Kai Uwe Faust
Patricia Campos
Marcus Hammer

About   Kunsten på Kroppen - Address and contact - Links - News and stories from earlier years -Also from Lejre 
About   Tattooing - FAQ - History - Literature - Questionnaire


 

Artikel i Rinkjøbing Amts Dagblad  -  Mandag 27. februar 2006


Tatovør Erik Reime skal lige have foreviget sit værk.  -  Foto: Johan Gadegaard.

Tatoveringer og tøsedrenge

I går fik Lars Froberg Mortensen, afdelingsleder på Strandingsmuseet, så endelig sin tatovering

Af Karin Kjærsgaard
THORSMINDE:

- Det værste ved at få en tatovering er, at man vil have en til, siger Erik Reime og griner.

Han er tatovør og inviteret til Strandingsmuseet St.George for at vise det smukke, gamle kunstfærdige håndværk, som begge køn, alle aldre og erhverv de seneste år har ladet sig smykke med.

Museets afdelingsleder Lars Froberg Mortensen lægger skulder til. Erik Reime dypper tatoveringsmaskinens nål i den sorte farve, lidt vaseline, starter maskinen, sætter den på skulderen og tørrer det overskydende farve væk med papir.

Prik for prik tager figuren form og gør skulderen rød. Men ifølge den 39-årige Lars Froberg Mortensen gør det overraskende nok ikke ondt.

- Det er som at blive brændt af en brandmand eller brændenælde - og jo ikke hele tiden, når nålen er væk, er der ingen smerte, siger han.

Ansigtet er da også afslappet, han smiler, griner og snakker med folk, der kigger på.

- Nej, det er træls, for han skriger slet ikke, siger Erik Reime.

Og understreger, at nu er den udvendige side af overarmen ikke det værste sted med hensyn til smerte, fordi det ikke er så følsomt - smerten er for eksempel større på den indvendige side. Men hvor ondt det gør, afhænger også af den enkelte person - og kan endog variere fra dag til dag.

Erik Reime afviser, man tænker i smerte, for ham er det vigtigere med placeringen.

Tatoveringen har du resten af livet, smerten kun mens du får den lavet, siger han.

 

Tøvende Og så hævder han, at det gør en person stærkere fordi de fleste mennesker er nervøse, både for smerten, for at de vil fortryde, og hvad deres mor eller andre vil sige til, at de har fået en.

- Og når de overvinder den frygt, bliver de stærkere, siger han.

Lars Froberg Mortensen har da også haft sine betænkeligheder. Selvom han altid har været fascineret af tatoveringer, blandt andet fordi hans morfar havde det. Men samtidig afholdt netop morfarens formaning »gør det aldrig« ham lidt fra det.

Det er langt fra unormalt. Erik Reime oplever, at der kan gå år fra at interesserede opsøger hans tatovør-forretning på Rådhusstræde i København, til de kommer og får en tatovering. Eller rettere bestiller tid.

 Tænketid, kalder Erik Reime det, for så har folk tid til at fortryde. Om det er en god ide eller ej, overlader han til folk selv - forudsat, de har rundet de lovpligtige 18 år. Til gengæld bruger han gerne god tid på at tale placering, figurer og symboler.

En tatovering til
- Den er da flot - når det nu skal være, siger Lars Froberg Mortensens mor. Hun følger, hvordan den cirka 12 gange 12 centimeter store triskele på sønnens skulder tager form.

At afdelingslederen netop valgte en triskele som pryd på skulderen går ti år tilbage, da han og hustruen så den i en bog. Det er ikke nogen tilfældighed. Han synes det i sig selv er et flot symbol, der har forbindelse til hans arbejde og uddannelse som arkæolog.

- Og så har det noget evighed over sig på grund af slyngningerne, siger Lars Froberg Mortensen og skeler ned på skulderen.

Et keltisk symbol, der også blev brugt af den oldkristne kirke og som findes på Jellingestenene. Et ursymbol, der findes i alle kulturer, oplyser Erik Reime, der både mestrer tatoverings kunst, historie og figurernes symbolik.

Han lægger tatoveringsmaskinen fra sig på bordet - sidste prik i triskelen er sat.


Lars Froberg Mortensen, afdelingsleder på Strandingsmuseet St. George, lagde skulder til, da tatovør Erik reime viste tatoveringer på museet. Og afdelingslederen var yderst tilfreds med resultatet og overvejer nu at få en til...


Lars Froberg Mortensen rejser sig og forsvinder ud på toilettet - til spejlet - og vender tilbage:

Det var lige sådan, jeg havde forestillet mig. Den er flot, siger han.

Tatoveringen, der tager et par uger om at hele, har ikke afskrækket ham. Tværtimod, Lars Froberg Mortensen kunne nemlig godt tænke sig at få en romansk løve - ligesom den han gravede ud under gågaden i Aalborg i 1994....

Fotografierne er sakset fra avisen, og taget af avisens fotograf: Johan Gadegaard

Ringkjøbing Amts Dagblad

 

 

Kunsten på Kroppen
Rådhusstræde 15 - 1466 København K - Denmark
+45 - 33 14 48 26